Kvæg og dyrevelfærd på Lyndgdalgaard.  Naturplejekød / Oksekød i gårdbutikken

 

Da vi her på gården havde malkekøer, valgte vi at stude tyrekalve og lade dem vokse op på græs. Vi er af den opfattelse, at kvæg har fået fire ben, fire maver og en medfødt overfrakke, fordi de skal kunne bevæge sig og selv gå ud og skaffe føden.
 
Det princip fastholder vi også for de kalve, vi nu køber ind. Vi får dem fra to mælkeproducenter, der giver dem den bedst tænkelige start på livet. Vi henter dem, når de er 3-4 uger gamle.
 
Hos os kommer de i strøede fællesbokse. De fodres med den bedste sødmælkserstatning, vi kan skaffe, til de er ca. 9 uger. På dette tidpunkt har deres maver vænnet sig til fast føde. Alt efter årstiden sendes de på græs, når de er 6 måneder.
 
Til det brug har vi lejet engarealer omkring Gudenåen og i Illerup Ådal, hvor de sommeren igennem "arbejder som naturplejere". De holder engene lysåbne og sikrer et variet planteliv.
 
Når kvæg lever som vore dyr, er de ikke en klimabelastning, fordi de lever af planter, som ikke kan bruges til menneskeføde - og på arealer, der ikke kan dyrkes med korn.
 
Hele sommeren igennem tilses vore dyr naturligvis hver dag - både for at se, at de har det godt - og for at de føler sig trygge ved os.
 
Engene får aldrig kunstgødning, ligesom de heller aldrig sprøjtes. Vi kan ikke bevise det, men vi - og mange kunder synes, at kødet bliver mere velsmagende af de mange forskellige naturlige planter, der indgår i deres menu.
 
I vintermånederne går studene frit i dybstrøelsesbokse. De fodres med hjemmedyrket ensilage, halm og korn. Desuden får de indkøbte vitaminer og mineraler.
 
Studene slagtes når de er ca. 2 år. Det sikrer, at vi kan give den en langsom og derved mere naturlig tilvækst end det kvæg, der vokser op i de intensive systemer.
 
 
 
Vi sælger studene som hele, halve eller kvarte. Desuden sælges frosset vakuumpakket oksekød fra vor gårdbutik. Vi kan levere oksekød året rundt.
 
Der kan bestilles hele/halve/kvarte med ben og tværreb - eller uden

En hel stud giver 120-160 kg. kød, så en kvart er 30-40 kg
Tip en ven  Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv
Lyngdalgaard · Hedevej 7, Dørup · 8660 Skanderborg · Tlf. 7578 2572